|
|
|
Tornby
kirke
|
-
Tornby
kirke er åben hverdage
-
8.30-15.30
|
 |
Kirken
er opført omkring 1200, - hvis man kan datere den udfra den
runeindskrift, der er fundet i koret. De tre vinduer i skibets sydside
er ikke oprindelige, men erstatter to mindre vinduer. Apsis har
haft tre vinduer, der nu er muret til. Det er den eneste kirke i
Hirtshals kommune med apsis.
Tårnet
er formentlig først bygget til en gang i 1500-tallet. Det
er opført af mursten og nogle granitkvadre, der sikkert
stammer fra kirkens vestgavl. Det har været et dårligt
byggeri, for ved et syn i 1688 hedder det: "Så vi tårnet
på alle sider og kanter at være ganske forfalden,
så dersom det ikke i tide får hjælp, frygtes,
at det med det første falder ned." I 1694 bliver der
gennemført reparationer, men ved et syn igen i 1705 anføres
det, at tårnet "højligen behøver reparation".
1708 får det en større reparation og igen i 1791.
Men tårnet bliver ved med at volde problemer, og i 1949
er det så forfaldent, at man beslutter at rive det gamle
tårn ned og bygge nyt. Det nye tårn har samme dimensioner
som det gamle.
|
 |
Triumfbuen,
der forbinder koret og skibet sætter sit præg på kirkens indre.
Man siger, at det var her stenmesteren i sin tid kunne vise, hvad
han duede til. I Tornby kirke viser det derimod også, hvordan han
havde det med det modsatte køn. For de fremspringende sten (kragestenene),
der er sat i hver sin side af buen, er ikke ens. På den sydlige
side er de mere omhyggeligt udførte med fremspringende og skarpe
mønstre, mens de i nordsiden er svage og afrundede. Det kan muligvis
hænge sammen med, at sydsiden er mændenes side - solsiden! Stenmesteren
har altså valgt at gøre mest ud af mændenes side! |
 |
På
skibets nordvæk hænger et epitafium, som gravminde over
sognepræst Peder Christensen Wiborg og hans hustru Birgitte
Madsdatter samt hendes anden ægtefælle sognepræst
Peder Lauridsen. Oprindelig har det vist nok været placeret
på korets nordvæg umiddelbart over begge præsters
gravsted i gulvet i koret. Senere har det været anbragt i
tårnrummet, men efter en restaurering i 1939 har det fået
sin nuværende plads på skibets nordvæg.
Øverst
i det trekantede topfelt ses et Kristusmonogram, der er en sammenskrivning
af de to første bogstaver på græsk for Kristus:
X og P. Til venstre og højre herfor ses de græske
bogstaver alfa og omega - det første og det sidste bogstav
i det græske alfabet. Det henviser til Johannes Åbenbaring
22,16: "Jeg er begyndelsen og enden, alfa og omega, den første
og den sidste".
Nedenunder
står med latinske bogstaver: OPTIMUM VIATCUM PIETAS: Fromhed
er de bedste rejsepenge.
På
selve tavlen læses følgende:
År
1580, den 10. april døde hæderlige og vellærde
mand, salige hr. Peder Wiborg, fordum herreds-provst udi Hoorns
herred og sognepræst udi Tornby og Vidstrup sogner udi 25
år og ligger her begravet, ætatis anno 59 (altså
59 år gammel).
År
1612, den 4. maj døde hæderlige og gudfrygtige quinde,
salige Birgitte Madsdatter af Tornby præstegård, levede
med salige Peder Wiborg udi 25 år og med salige hr. Peder
Lauridsen udi 32 år, og ligger her begraven mellem dem,
ætatis anno 74.
År
1618, den 8. november er hæderlige og vellærde mand,
salige her. Peder Lauridsen hensovet udi Herren, efter han havde
været sognepræst ved Tornby og Vidstrup kirker udi
39 år og ligger her begravet, ætatis anno 68.
Hvert
afsnit indledes med de pågældendes initialer. Nedenunder
ses Markus 13,33: Vogt eder, våger og beder, thi I ikke
vid, når tiden er.
|
 |
Noget
af det mest berømte ved Tornby kirke er de to skibsmodeller.
De to skibsmodeller i Tornby kirke er omtalt i en artikel i Vendsyssel
Årbog 1953-54 af Peter Sørensen.
Peter
Sørensen fortæller:
"Fregatten
Jono er et smukt sejlskib med fuld sejlføring. Det er 67
cm langt og er armeret med 30 kanoner. På stortoppen føres
det danske flag, medens det norske vajer på gaflen. Navnet
JUNO læses på agterstavnen. Modellen har haft en ejendommelig
skæbne. Den har nemlig forbindelse med et skibsforlis, som
fandt sted ud for Tornby 15. februar 1849, hvilket understøttes
af nogle optegnelser, som den daværende repræsentant
for det svensk-norske konsulat i Hjørring har gjort. Det
forliste skib var norsk og hed "Edvard". Det var på
vej fra Portugal til norge med en last salt og sydfrugter. Skibet
blev slået til vrag og hele besætningen omkom. Vragrester
og dele af lasten blev i de følgende dage skyllet op på
stranden. Iblandt vraggodset fandt man skibsmodellen "JUNO".
Den blev sammen med det øvrige strandingsgods solgt på
auktionen og havnede hos Chr. Heilesen, "Kjærsgaard
Møllegaard". Denne lod skibet istandsætte, hvorfor
det engang i 1850'erne blev ophængt i kirken, hvor det siden
har haft sin plads, idet det dog senere er blevet omrigget af
en styrmand fra Læsø. Modellens historie kendes fra
en norsk styrmand, som havde sejlet med det forliste skib. Han
havde også været med på den sidste tur, men
var gået i land i Marseille. Han kunne oplyse, at fregatten
var bygget af "Edvards" kaptajn, Thomas Thiis, og at
den var bestemt for kaptajnens dengang 12-årige søn.
Med hensyn til modellens navn kunne han sige, at kaptajnen havde
opkaldt skibsmodellen efter sønnens fødselsmåned,
juni."
Artiklen i Vendsyssel Årbog beretter endvidere, at kaptajn
Thiis' søn, grosserer Mads Michael Thiis besøgte
Tornby kirke i 1911 for at se "Juno". Han lovede da
at skænke modellen et norsk silkeflag. Det blev overrakt
af hans søn, læge Thiis i 1912.
|
 |
Anholt
Knobs gamle fyrskib "Knoben". Modellen er 70 cm lang
og 75 cm høj. Det er en tomastet skonnert med en kugle
på fokkemasten og dannebrog på agtermasten. Modellen
er bygget af Jens Chr. Christensen, født i Tornby 1828.
Da han skulle deltage i krigen 1848 fik han en pengegave af Chr.
Heilesen, "Kjærgaard Møllegaard" og lovede
da at gengælde gaven. Efter krigen blev han ansat ved fyrvæsenet
og var bl.a. en tid ansat som fører på Anholt Knob.
Han byggede modellen til Chr. Heilesen, der skænkede den
til kirken i 1870.
|
 |
I
koret står kirkens døbefont. Romansk døbefont
med rebsnoninger og arkader. De fire konkave indskæringer
i soklen er et særkende for denne døbefont. Indskæringerne
danner et kors. |
 |
Altertavlen
er fra ca. 1400. I midten er tavlen opdelt i seks felter. I venstre
mod højre i det øverste felt står Skt. Anna med Maria og barnet.
I midten Gud Fader på tronen med den lidende Kristus i skødet.
Til højre står Skt. Catharinæ. De nederste tre felter viser fra
venstre side Skt. Olaf, der står sejrssikkert med fødderne ovenpå
hedenskabets drage. I midten er de hellige trekonger, der tilbeder
Jesusbarnet i stalden. Hvem manden yderst til højre er, står dog
lidt hen i det uvisse. Nogle mener, at det er en af børglumbisperne.
Andre mener, at det er julemanden, nemlig Skt. Nikolaus. På sidetavlerne
findes de tolv apostle.
Se
flere billeder ved at trykke på billedet til venstre
|
 |
Runeindskriften
fra 1200 er noget af det mest spændende i kirken. (Ved at klikke
på billedet kan noget af den ses i forstørret udgave.) Den kom til
syne under en restaurering af kirken i 1908 og lige siden har adskillige
forsøgt at gætte på, hvad det var en vis Torsten Brede med sin kniv
ridsede i den våde kalkpuds. Der findes den "pæne" version
og den mere "romantiske" version. Runologen Erik Moltke
tydede indskriften sådan: "Torsten Brede ristede disse runer
i pinsen....han havde megen gammen af tonerne om morgenen der."
En anden runolog, Lis Jacobsen, kom derimod med en mere romantisk
fortolkning, nemlig: "Torsten Brede ristede disse runer i pinsen....han
havde megen gammen af Johanne om morgenen der." "Det kunne
måske siges at være en temmelig uærbødig anvendelse af kirken en
pinsemorgen og så endda udødeliggøre "bedriften", bemærker
Lis Jacobsen tørt. Spørgsmålet er altså, om det var tonerne eller
Johanne, Torsten Brede havde glæde af den pågældende morgen. |
|