Bryllup

Ring til præsten eller kirkekontoret og aftal, hvornår brylluppet skal være. Bryllupper foregår tit om lørdagen, men det er bestemt også en mulighed at vælge en hverdag.

Når tiden nærmer sig, skal man aftale en tid for en samtale med præsten.

Dertil kommer lidt papirarbejde.

Det skal I gøre

Når I har fundet ud af, at I vil giftes, er der en række praktiske ting, I skal have styr på:
Skaf en prøvelsesattest: I skal have en prøvelsesattest fra kommunen, som I skal aflevere på kirkekontoret i vielsessognet. For at få en prøvelsesattest, skal I udfylde og aflevere en ægteskabserklæring. Prøvelsesattesten må højst være 4 måneder gammel på bryllupsdagen.

Vælg vidner: Da vielsen har juridisk gyldighed, skal der være to vidner til stede. Vidnernes navne og adresser noteres i kirkebogen.

Vælg navn: Hvis I vil ændre navn i forbindelse med jeres bryllup, skal I ansøge om det. Hvis navneændringen skal gælde fra jeres bryllupsdag, skal I i god tid inden vielsen sende blanketten "Navneændring på bryllupsdagen" (Personregistrering.dk) til jeres kirkekontor - altså kirkekontoret i det sogn, hvor I bor - det vil for Tornby og Vidstrup sognes vedkommende være kirkekontoret i Hirtshals - vær opmærksom på at kirkekontoret for øjeblikket har til huse i Emmersbæk kirke.

Samtale med præsten

Alle kommende brudepar i Tornby og Vidstrup bliver inviteret til en samtale med præsten. Samtalen har to formål: I skal snakke om alt det praktiske i forbindelse med vielsen, vælge salmer, og præsten vil gerne høre jer fortælle lidt om jer selv og jeres forhold, så hun kan bruge det i sin tale ved vielsen. Men samtalen har også til formål at snakke om, hvad et ægteskab egentlig er. Hvad er vigtigt for jer? Hvad har I af planer for fremtiden? Hvorfor vil I gerne have et kirkebryllup? Og hvad er kærlighed egentlig?

Skal man være medlem af Folkekirken for at blive gift i en kirke?

Nu følger kærlighed jo ikke altid medlemskaber og det kan jo være at man er faldet for en, der tilhører et andet trossamfund eller slet ikke tror. Kort sagt er det tilstrækkeligt, at én af parterne er medlem af Folkekirken.

Kan man også blive gift i en kirke, hvis man ønsker, at kun de nærmeste er tilstede?

Selvfølgelig kan man det! Store bryllupper flotte, men små bryllupper er ligeså flotte. Det sker endda ikke så sjældent, at der kun er brudeparret samt et par venner til stede. Det er heller ikke underligt, at bruden ikke er i hvid kjole. Det, der betyder noget, er ikke det, der ses, men det, der siges og høres.

Kan man selv vælge, hvilken kirke man vil giftes i?

Det mest naturlige er nok, at bliver gift i sin sognekirke. Men der kan være mange grunde til, at man gerne vil giftes et andet sted. Fx kan det være, at man gerne vil giftes i Tornby eller Vidstrup, fordi man er født, døbt eller konfirmeret her, fordi ens forældre bor her, eller fordi man af andre årsager synes, at man har en tilknytning til stedet. Der er kort sagt ikke noget i vejen for, at man kan komme og blive gift i  Tornby eller Vidstrup kirke - også selvom man ikke bor i sognet - hvis man har tilknytning til stedet.

Kalender