02/07/2024 0 Kommentarer
Sidste søndag efter Helligtrekonger 24.januar 2021
Sidste søndag efter Helligtrekonger 24.januar 2021
# Præstensblog
Sidste søndag efter Helligtrekonger 24.januar 2021
EVANGELIUM
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«
Matt. 17,1-9
PRÆDIKEN
Vi har netop hørt beretningen fra det nye testamente, som vi kalder for Forklarelsen på Bjerget. Beretningen kommer i slutningen af Matthæusevangeliet, som en kulmination på disciplenenes lange rejse i Jesu fodspor.
Sammen har de fulgt Jesus på de støvede veje. Lyttet til hans ord, overværet helbredelser og været med ved bespisningen af de femtusinde, oplevet ham vandre på søen og helt sikkert haft i baghovedet, hvor meget han mindede om Moses, der også bespiste folket i ørkenen, og havde magten over elementerne, da han med Guds kraft spaltede havet i to, så hele det jødiske folk kunne flygte fra Farao.
På Jesu tid – og i øvrigt den dag i dag – fejrer og mindes jøderne netop denne tid i ørkenen med løvhytte-festen, hvor man i en uge skal bo og leve i intermistiske hytter lavet af det forhåndenværende. Lagener, brædder, blikplader og altid med løv eller grene som tag. Sådan er løvhyttefesten en fest, som minder om det flygtige og forgængelige i livet. Som minder om uvisheden og foranderligheden som livsvilkår. Eller netop minder om overgangene. Overgangen fra slaveriet under Farao, til tiden med eget land og folk, da jøderne endelig efter 40 år i ingenmandsland kommer frem.
I denne tid lever vi også i et ingenmandsland. Midt i en ørkenvandring. Jeg tror slet ikke der er tvivl om, at stort set alle mennesker, der nu må næsten tiende måned er underlagt coronarestriktioner kan spejle sig i det flygtige og foranderlige som livsvilkår. Uvisheden, der lammer alle, der gerne vil planlægge fremtiden. Ængstelsen over livets forgængelighed, der kan overvælde alle, der forholder sig til hvilken vej, det nu skal gå – forlænger vi restriktionerne, vil risikerer mange mennesker at gå konkurs, forlænger vi ikke, risikerer vi, at hele vores sundhedssystem kollapser. Alt er uvist. Vi går som i en ørken udsatte og uden at pejlemærker.
Tilbage til løvhyttefesten: Det er en gammel jødisk tradition, at man med en særlig bøn inviterede jødedommens store hyrder, de store lederskikkelser, ind i teltet under festen. Abraham, Isak, Jakob og Josef. Moses og Aron – og til sidst Kong David. Måske er det denne tradition, der får Peter til at tale om at bygge løvhytter, da han ser Jesus sammen med Moses og Elias, lovgiveren og profeten, de to vejvisere i det gamle testamente.
Peter forsøger at organisere, måske ligefrem planlægge og fastholde dette øjeblik, hvor evighedens lys slår ind i tiden, og afslører Jesus som den, der bærer Guds lys i sig. Men Peter afbrydes i sin trang til at planlægge og fastholde, for noget meget, meget større er på færde.
Fra himlen lyder Guds røst. Det er som en gentagelse af dåben. ”Han er min elskede søn. I ham har jeg fundet velbehag!” – og så kommer de ord, der også kan tale til os i vores ørkenvandring i dag: ”hør ham!”
Lyt til Jesus, når du ikke har pejlemærker og ikke ved hvor længe du skal vandre i ørkenen.
Hvad siger han? Han siger: ”rejs jer, frygt ikke!”
Det er som talt ind i den vandring gennem corona-tiden, som om et par måneder går ind i sit andet år. Vi er trætte. Måske også ængstelige. Men Jesus vandrer med os, og når vi ikke orker mere, når vi overmandes af ængstelse og ensomhed, så lyder hans ord til os: ”Rejs jer – frygt ikke!”
I de ord ligger også et løfte: vi skal nok komme igennem. Vi skal nok komme frem, for vi er ikke alene på vores ørkenvandring. Vorherre går med. Og selv, hvis vi når frem til vores egen yderste grænse, så er Gud med os, som den magt, der griber os i vores egen afmagt, som den magt, der oprejser os fra de døde.
Amen.
Kommentarer