Praktisk om konfirmation
Da folketinget, som bekendt har afskaffet store bededag, hvor der hidtil har været afholdt konfirmation i Tornby og Vidstrup, besluttede vi i menighedsrådet, at konfirmationer fremover afholdes den første lørdag i maj måned.
Når der åbnes for tilmelding, vil man kunne finde dette øverst på hjemmesiden.
Om konfirmation og om at gå til præst
konfirmationen hænger sammen med dåben - og lidt om barnetro
Konfirmation betyder "at bekræfte" og det, som konfirmanden får bekræftet, er dåbspagten.
Konfirmationsforberedelse er en forsinket dåbsoplæring. I de fleste kirker, hvor der praktiseres barnedåb, har man også konfirmation - eller noget, der ligner.
Det har vi, fordi du som baby, der bæres til dåben, endnu ikke er gammel nok til at vide, hvad dåben og kristentroen betyder. Alligevel er det barnets tro, som Jesus sætter op som forbillede for os alle sammen. Det er det, fordi kristentro ikke er det samme som voksne og kloge menneskers holdninger og meninger. Kristentroen er at overlade sit liv i Guds hånd i tillid til, at Gud tager vare på os, uanset hvor meget vi må gå igennem i vores liv. Kristentroen er, at tage ansvar for det, vi selv kan styre, men at oerlade til Gud, at sørge for, hvad vi ikke selv har kontrol over. Derfor er børnene så godt et forbillede for den troende, for de har ingen andre muligheder end at lægge deres liv i forældrenes hænder.
Om at træde ind i de voksnes rækker
Når vi så bliver ældre og skal træde ind i de voksnes rækker skal vi høre hvad dåben, kristentroen og hele den store og spændende historie, der er knyttet til kristendommen. For hvis ikke vi vi bliver klogere på det, kan vi ikke finde hverken styrke eller trøst i den store gave som barnedåben og kristentroen er.
Derfor kommer konfirmationsforberedelsen i 7. klasse som en slags forsinket dåbs-oplæring. Her lærer du noget om, hvad vi tror på i den kristne, lutherske kirke, og hvad det var, Gud lovede dig, dengang du blev døbt som lille (eller større).
Ved konfirmationen bekræfter Gud det løfte, han gav, da du blev døbt. Nemlig løftet om altid at være der for dig. Også når du nu går fra at være barn til at være ung, for konfirmationen er det kirkelige ritual, der markerer overgangen fra barndom og ungdom.
Mange konfirmander er i tvivl, om de nu tror rigtigt eller nok til at blive konfirmeret. Men tro er ikke det samme som at vide noget med sikkerhed. Tro handler også om tvivl. Men først og fremmest er det at tro, det samme som at have tilllid til at der findes en magt, der er større end os. I kristendommen er troen knyttet meget tæt sammen med håbet og kærligheden. Men når det gælder tro, håb og kærlighed kommer vi ofte til kort. Vi mennesker kan ikke kontrollere om vi tror, håber eller elsker, vi kan kun bede til Gud om at give os de tre største gaver i vores liv.
Så det er heldigt, at det ikke kun er dig, der skal sige ja ved konfirmationen. Det er nemlig først og fremmest Gud, der bekræfter at han er med dig. Så man kan sige, at du ved konfirmationen ikke siger noget om, hvor meget eller lidt, du tror. Men du siger ja til at blive velsignet og til at du har hørt hvad Gud har lovet dig.
Konfirmationen er en bekræftelse af det, der er sket i dåben, derfor skal man være døbt for at kunne blive konfirmeret.