02/07/2024 0 Kommentarer
2.juledag - Skt. Stefansdag, 26.dec.2020
2.juledag - Skt. Stefansdag, 26.dec.2020
# Præstensblog
2.juledag - Skt. Stefansdag, 26.dec.2020
EPISTEL
Fuld af nåde og kraft gjorde Stefanus store undere og tegn blandt folket. Da trådte der nogle frem af dem fra den synagoge, der hed De Frigivnes, Kyrenæernes og Alexandrinernes Synagoge, og nogle fra Kilikien og provinsen Asien, og de kom i diskussion med Stefanus. De kunne dog ikke modstå den visdom og ånd, som han talte med. Så fik de i al hemmelighed nogle mænd til at sige: »Vi har hørt ham tale spottende om Moses og Gud.« De ophidsede folket og de ældste og de skriftkloge og kastede sig over ham, slæbte ham med og førte ham for Rådet, og de stillede med falske vidner, som sagde: »Denne mand taler ustandselig imod dette hellige sted og imod loven. Vi har nemlig hørt ham sige: Denne Jesus fra Nazaret vil bryde dette sted ned og forandre de skikke, som Moses har overleveret os.« Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen. ApG 6,8-14; ApG 7,54-60
EVANGLIUM
Jesus sagde: »Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!« Matt 23,34-39
PRÆDIKEN
Vejen til kærligheden går gennem smerten. Det er en af kristentroens dybeste sandheder. En sandhed, der har rod i en helt grundlæggende og samtidig frygtelig erkendelse af, at vi er underlagt tilintetgørelsens magter. Det er den erkendelse, der på mange måder er kristentroens udspring.
Det befriende og samtidig barske ved kirkens historie og kristentroens udgangspunkt er, at begge dele tager udgangspunkt i menneskelivets hårde realiteter.
Realiteten er, at vi mennesker nok har en forestilling om det gode. Vi ved, at man kan tage vare på et andet menneskes liv; vi ved, at vi er dybt afhængige af, at andre tager vare på os, ikke ødelægger, bagtaler, sårer, stjæler eller i sidste ende tager livet fra os. Vi ved, at vi har ansvaret for vores medmenneske.
Og alligevel findes der så megen ondskab. Så megen død og tilintetgørelse. Der findes en drift i os alle, der trækker os imod tilintetgørelsen. Den, der rejser sig op og siger sandheden, bliver mødt med tilintetgørelse, hvad enten det er i form af ligegyldighed eller aggression, hvad enten sandhedsvidnerne ties ihjel eller slås ihjel, er det ofte den måde, vi mennesker møder sandheden på: vi slår den ihjel. Det er den erfaring, vi alle må gøre os, og det er den erfaring, der er udgangspunktet i denne dag evangelium.
Den erfaring, at vi alle er underlagt tilintetgørelsens magter, er det vi kalder for synd. Uden den erfaring ville kristendommens budskab være hult og tomt. For budskabet om, at kærligheden er stærkere end alt, selv døden, er nødt til netop at forholde sig til den tilintetgørelse, som hele verden er underlagt.
Der er derfor Guds kærlighed til os går gennem smerte, lidelse og død. Det er derfor Gud lader sig føde som et menneske julenat: for kun ved at lade sig føde som et menneske af kød og blod, underlagt den samme død, som venter os alle, kunne Gud udfolde sin kærlighed i hele dens omfang. Kun ved at give sig selv helt hen og afmægtigt vandre den vej ind i døden og tilintetgørelsen, som vi alle er dømt til, kunne Jesus overvinde tilintetgørelsens magt. Guds vej til os gik gennem smerte.
Og det er det vi hører om dag – det er det første der sker efter at Gud har åbenbaret sit sande ansigt, åbenbaret sin inderste magt som den skrøbelige og forsvarsløse kærlighed, der lægges i menneskehænder, vi hører om, hvordan vi mennesker tager vare på Guds kærlighed og sandhed. Vi slår den ihjel.
Så der ligger en frygtelig dom over os i dag. Dommen er mest af alt en erkendelse, en konstatering. Nemlig den tørre konstatering, at hvor ofte end Gud forsøger at samle sine børn, som en høne samler sine kyllinger under sin vinge, så nytter det ikke noget, vi vil ikke. Vi stritter imod som de tidselgemytter, vi nu engang er. Eller som Paulus har sagt det: det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.
Men i denne erkendelse, ligger allerede et håb, for når vi ser det onde, og ved, at det er ondt, så er dét, der får os til at se, netop Guds blik. Den gudsbilledlighed i os, som er blevet ødelagt, findes stadig, og selvom vi ikke lever som Guds udtrykte billede, selvom vi stadig hver dag er underlagt tilintetgørelsens magt, så har Gud sat sit aftryk i os, vi er skabt i Guds billede. Det er vores bestemmelse at leve i Guds ånd, udfolde Guds kærlighed.
Det er den erkendelse, syndserkendelsen, som på sin vis er hele den kristne kirkes udgangspunkt. Kristentroen begynder der, hvor vi opgiver os selv. Kristentroen begynder i det øjeblik, vi ser i øjnene, at vi ikke selv kan redde verden, at vi ofte gøre tingene værre, når vi forsøger at tvinge det gode frem. Når vi opgiver vores egen tro, vores egne forestillinger om, at kunne være hinandens dommere og udrydde dem, vi ikke mener, taler sandheden, så bliver der plads til kristentroen.
For kristentroen er at læge sit liv i Guds hånd. Kristentroen er at opgive at spejle sig selv og hele verden i sine egne meninger og holdninger. Kristentroen er som Stefanus at have Jesus for sit indre blik, selv når hele verden ramler. Kristentroen er at overlade alt til den magt, der overvinder døden, uanset hvor megen lidelse og smerte vi må gå igennem.
På den måde går vores egen vej til kærligheden også gennem lidelsen. Den konkrete lidelse vi møder, når vi støder på alle de livsødelæggende magter, men også den lidelse det er at se sin egen syndighed i øjnene. Den lidelse det er at give slip på sine egne forestillinger, give slip på kontrollen og overgive sit liv til den magt, der er stærkere end alt, selv døden.
For kirkens historie er ikke en beretning om succesfulde og lykkelige mennesker, der fik alt det, som de bad til Gud om. Det er beretningen om, hvordan vejen til kærligheden går gennem lidelsen. Men det er samtidig beretningen om, hvordan kun kærligheden kan overvinde den lidelse og død, som findes i ethvert menneskes liv.
Det er her evangeliet ligger. Det er her håbet ligger, at vi til trods for alt det onde ikke er overladt til vores egen magt og vilje, men har en Gud, der går gennem både lidelse og død, for at gribe os med den kærlighed, som ikke engang døden kan få bugt med. Amen.
Kommentarer