EPISTEL

Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden. Han er Guds herligheds glans og hans væsens udtrykte billede, og han bærer alt med sit mægtige ord. Da han havde skaffet renselse for vore synder, tog han sæde ved den Højestes højre hånd i det høje, og han er blevet så meget mægtigere end englene, som det navn, han har arvet, overgår deres. For til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: “Du er min søn, jeg har født dig i dag, og et andet sted: Jeg vil være hans fader, og han skal være min søn?« Hebr 1,1-5

EVANGLIUM

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: “Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: “Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!« Luk 2,1-1

PRÆDIKEN

I, som tunge stier træde, stands og hør, her er dør til den sande glæde.

Jeg tror ikke der er nogen, der kan huske en jul, som denne. For nogle har tiden været underligt stillestående, for alt er blevet droslet ned, jo mere vi har nærmet os jul. Andre har haft afsindigt travlt for at nå at imødekomme alle de nye corona-krav og regler – og måske også for at få sendt julepakker afsted til dem, vi ikke kan mødes med. Her i kirken (som vi ikke kan samles i dag) blev der også arbejdet på højtryk for at få det hele til at kunne foregå efter reglerne og i trykke rammer. Men så i 11.time blev alting aflyst – ja faktisk skete det præcis 11 timer før den første gudstjeneste skulle holdes juledag. Det har i sandhed været den mærkeligste jul i ands minde.

Men nu er det julemorgen. Helt stille og tyst, med en forsigtighed, vi slet ikke er vandt til.

For første gang i en menneskealder er hele verden blevet tvunget til at standse op. Uanset om man hører til dem, der har måttet drosle helt ned på alt, og holde sig hjemme, eller om man har haft afsindigt travlt, så har vi på et andet plan alle sammen været nødt til at bremse op. At aflyse, at udskyde eller helt at opgive de planer, vi har haft.

Det er hårdt i en kultur som vores. Vi er opdraget i en tid, hvor meningen med livet siges at være den, at man skal få noget ud af livet, mens man har det. Folk laver lange lister over ting, de gerne vil opnå, steder, de gerne vil se, karriereplaner, de gerne vil have opfyldt, før de når til livets afslutning. Vi skal styre og kontrollere vores liv -ofte ned i mindste detalje. Selv hvis vi er på vej på pension, findes der også hos mange mennesker en indre liste over alt det, man gerne vil have tid til, nu, hvor arbejdet ikke længere skal have hovedparten af éns tid.

Vi er hele tiden i en refleksion over, hvor vi kommer fra og hvor vi skal hen. Det kan man fx se på et af de fortrykte spørgsmål, som findes i de fleste medarbejder-udviklingssamtaler, altså det, vi kalder for MUS-samtalerne. Spørgsmålet lyder: ”hvor ser du dig selv om fem år?”

Efter at have omarbejdet vores fortid til et overskueligt CV, som lader vores arbejde, fortjenester og udnævnelser fortælle, hvem vi er som mennesker, sendes vi altså ud i vores egen fremtid, for derfra at styre vores liv i den ønskede retning. Vi er ikke alene bestemt af de valg vi har truffet i fortiden, men også af de valg, vi sendes ud i fremtiden for at træffe på forhånd. Vi har med andre ord sat os selv op som den magt, der styrer både fortid, nutid og fremtid.

Derfor tror jeg, der er mange, der har oplevet den store opbremsning som meget voldsom og skræmmende. Der er tale det store kontroltab. For pludselig har tiden stået stille. Den tid, vi for alt i verden er blevet sat til at fylde ud med alle de ting, vi gerne vil nå, før tiden hører op for os, før vi når til vores dages ende, og kan gøre status over, om vi fik opfyldt vores drømme og ambitioner.

Men netop i dag, julemorgen, hvor alt er tyst og helt stille, findes der et rum for en anden refleksionen, end refleksion, som listerne over alt det, vi gerne vil opnå i vores liv, kan give os. Julemorgen har den særlige stemning af, at noget smukt er sket, noget så smukt og skrøbeligt, at vi er nødt til at standse op. Det som er sket, er at evigheden er brudt ind i tiden og har vist sig for os i skikkelse af et lille nyfødt barn.

Julemorgen åbnes der en sprække i tidens uafvendelige gang mod sin afslutning.

I epistelteksten, som stammer fra Hebræerbrevet, hører vi på denne juledag, at Gud nu ved dagenes ende har talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, og ved hjem, han også har skabt verden.

Vi er ved dagenes ende, hører vi. Julemorgen er dommedag. Det giver et helt andet blik på den undtagelsestilstand, som verden lige nu befinder sig i. For julemorgens dom er et lille skrøbeligt spædbarn. Gud taler til os gennem et spædbarn.

Gennem det lille barn i krybben, kaldes vi ud af den historie, vi forsøger at skrive om os selv. For vi hører, at Jesus er den, ved hvem alting er blevet skabt. Vi skal ikke skabe vores egen historie. For før vi blev til, er verden blevet til – ikke ved en tilfældighed, med ved Guds søn, som er Guds udtrykte billede og som bærer alt med sit mægtige ord.

Barnet taler til os om, at vi ikke skal bære verden selv. Den er båret af Guds Ord. Gud findes før os i vores fortid. Vi er ikke alene om at bestemme vores liv og skrive vores historie. Vores tid, vores livshistorie er allerede skrevet ind i en meget større historie. Historien om, hvordan verden er blevet til ved Guds ord og hvordan vi er blevet skabt i Guds billede. Skabt til at ligne Gud. Skabt til at udfolde Guds kærlighed og sandhed i den tid, vi fødes ind i.

Og dommen, der lyder julemorgen peger også frem i tiden. For vi hører, hvordan Jesus er blevet gjort til arving af alle ting. Den som skal arve vores liv, vores tid. Jesus bliver sendt ud i vores fremtid, så det ikke længere er os selv, der skal fortælle, hvor vi ser os selv om fem år, om ti år eller ved dagenes ende. Det er Jesus, der skal arve vores historie, det er det udtrykte Guds billede, der kommer os i møde fra vores fremtid. At Jesus er dommen, betyder, at verden er dømt til kærlighed, at vi er dømt til kærlighed.  For i Jesus Kristus viser Gud os sit sande ansigt, som den kærlighed, der kan ændre vores fortid med sin nåde og tilgivelse, den kærlighed, der for altid vil holde vores fremtid i sin hånd, så vi trygt kan give vores liv hen i kærlighed til vores medmenneske, lige her og nu, midt i den store undtagelsestilstand, som verden er sat i.

Det er julens stilfærdige men store evangelium til os. Vi skal ikke skabe os selv, vi er allerede skabt i Guds billede. Vi skal ikke styre vores egen fremtid, for den ligger i Guds hånd. Og nu mens vi lever, er vi båret af Guds ord, der taler til os gennem et lille skrøbeligt spædbarn.

Amen