02/07/2024 0 Kommentarer
13.s.e.Trin 6.sep. 2020
13.s.e.Trin 6.sep. 2020
# Præstensblog
13.s.e.Trin 6.sep. 2020
EVANGELIUM
Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matt 20,20-28
PRÆDIKEN
I disse år er det et øget fokus på, hvordan vores sprog er med til at formidle og ligefrem udøve overmagt og undertrykkelse. Man forsøger at ændre på sproget for derved at påpege uligheder og forskelsbehandling, og måske ligefrem opløse de undertrykkende forhold, som sproget bærer med sig.
Nogle gange går denne strømning for vidt, og bliver i mine øjne nærmest rigid, som når man nægter at bruge ordet man, fordi man opfatter det som alt for maskulint og kvindeundertrykkende. Jeg kan hilse og sige, at man som kvinde godt kan føle sig omfattet af ordet man, uden at føle sig kønsdiskrimineret.
Men i det seneste årstid er jeg blevet opmærksom på, hvordan folk er begyndt at bruge ordet slavegjort i stedet for slaver. Til at begynde med lyder den slags altid underligt, men der er det gode ved betegnelsen slavegjort, at den er udtryk for et menneskesyn, hvor alle mennesker grundlæggende er født frie og lige – og altså ikke kan være født som slaver, men altid vil leve i slaveriet, fordi andre mennesker gør dem til slaver.
Det rimer med andre ord godt med det kristne menneskesyn at tale om slaveriet på den måde. For i kristentroen findes grundlaget for overhovedet at kunne tale om, at vi mennesker er født til frihed og med et ligeværd, som gør det til en forbrydelse, når nogle slavebinder et andet menneske. Grundlaget er troen på, at vi alle er skabt og villet af Gud. At vi alle er skabt i Guds billede, bærer et aftryk af Gud selv i os, som gør at et hvert menneske vi møder, er et mål i sig selv og aldrig må bruges som middel til at føre vores egen vilje og selvudfoldelse ud i livet.
I evangeliet i dag hører vi netop om en kvinde, der ser bort fra alt ligeværd, og bruger folk omkring sig som middel til at opnå egne mål. Det er en ambitiøs mor. Hun har mærket Jesu magt og myndighed. Hun fornemmer, at der er noget guddommeligt på færde, og nu vil hun sørge for sine sønner. For sådan er vi forældre jo: vores børn er ofte både mål og middel for alt hvad vi gør og alle de planer vi har. Og zebedeussønnernes mor er ingen undtagelse. Hun bruger bogstaveligt talt Gud og hver mand som middel til at hendes sønner kan få den højeste plads.
Og nu begynder misundelsen og magtkampen blandt de andre disciple, men Jesus stopper det hele, og det gør han ved at tale om undertrykkelse og slaveri. For netop alle vores magtkampe er første skridt til at slavegøre vores medmennesker.
Jesus samler sine disciple omkring sig og taler til dem, med de ord, der også tales til os lige nu. Vi skal med andre ord møde dagens evangelium med vores egne magtkampe, vores egen selvhævdelse i tankerne. Være bevidste om, at vi selv er med i den samme kamp om pladserne, som zebedeussønnerne og deres mor. Være bevidste om, at vi ofte selv gør vores medmennesker til middel for vores egne egoistiske og selvhævdende mål.
Men nu taler Jesus til os om magt. Han fortæller os, hvordan folkenes fyrster undertrykker dem og stormændene misbruger deres magt. Og så kommer opgøret. Og det kommer netop som en vending af sproget. Men Jesus vender sproget på en meget mere radikal måde end når vi ændrer talen om undertrykte mennesker fra slave til slavegjorte. Han gør sig selv til slave.
Så Jesus fortæller os, at den der vil være stor iblandt os, skal være vores tjener. Og den der vil være førstemand, skal slave for os. Jesus ophæver magtkampen ved at give al magt fra sig, han ophæver slavegørelsen ved at gå lige ind i slaveriet. Når alle er slaver for hinanden, da opstår den sande frihed, den utvungne lighed, som kun kan opstå der, hvor Guds nåde og kærlighed har magt. For kærligheden binder os ubetinget til hinanden. Kærligheden gør og til slaver – og sætter os på den måde fri fra os selv. Det er med andre ord et billede af Guds rige, Jesus her maler for vore øjne. Det er fuldendelsen af Guds store værk. Det sted, hvor vi kan leve sammen i den ubetingede kærlighed, der kan fortrænge alle ødelæggende og undertrykkende magter.
Lige fra første færd er alt hvad Jesus gør en kamp. En kamp mod tilintetgørelsens magt. Den magt, der tager alting fra os. Og hans våben er en fuldstændig selvhengivelse. Han er det eneste menneske, der har levet sit liv uden at gøre andre til et middel, men at set ethvert af sine medmennesker som et mål i sig selv. For Jesus ser med Guds blik. Ja, man kan ligefrem tale om, at Jesus er Guds øjne i verden. Hans liv er Guds liv i verden, det liv, der giver sig selv som løsesum for mange, som Jesus siger.
Løsesummen er netop den sum af penge, som man frikøber slaver med. Og med disse ord bliver det også tydeligt, hvilken magt det egentlig er vi mennesker er slavebundet af, når vi undertrykker hinanden, kæmper om pladserne og gør vores medmennesker til middel for vore egne mål. For bag denne evige drift mod selvhævdelse, bag denne evindelige overlevelseskamp, ligger dødsangsten og frygten for at gå fortabt, blive udstødt, blive tilintetgjort.
Og på den måde kan man netop ikke tale om, at vi mennesker er født frie, for ethvert menneskes liv er dødsmærket. Vi er underkastet dødens magt, vi ved den venter os alle. Set i det perspektiv er livet en stor kamp om overlevelse. Og går vi ureflekteret ind i livet, så er livets eneste formål at overleve så længe det er muligt. Set i det perspektiv er vi sat i en verden, hvor alle kneb gælder. Set i det perspektiv er det eneste rigtige at gøre andre mennesker til middel for vores eget mål. I selvforsvar må vi ofre ethvert af vores medmennesker, for selv at kunne overleve. Gøre alle andre til slaver for os, for ikke selv at ende som slaver.
Men Jesus vender det hele om. Han går lige ind slaveriet, tager undertrykkelsen og udstødelsen på sig, og ender med at drikker dødens bitre bæger, som løsesum for os. Jesus gør sig selv til alles slave. Han er den eneste, der kan gøre sig til middel for alle mennesker og alle mennesker til ubetinget mål for sin gerning.
Det er vores opgave at gå samme vej. Hver dag at øve os i at give slip på vores eget liv, at vende blikket bort fra egne mål og ambitioner og i stedet få øje på vores medmenneske, som målet og meningen med vores liv. Og hver dag vil vi komme til kort, for vi er ikke guder, men dødsmærkede mennesker. Men i vores kamp skal vi huske at hver gang vi falder, hver gang vi må se os selv som de sidste, så kommer Jesus og løfter os, tager vores plads, og giver os sig selv, så vi kan sidde med ved hans bord og hos ham modtage mad og drikke til evigt liv.
Amen
Kommentarer