02/10/2024 0 Kommentarer
16.s.e.Trin 27.sep. 2020 Høstgudstjeneste
16.s.e.Trin 27.sep. 2020 Høstgudstjeneste
# Præstensblog

16.s.e.Trin 27.sep. 2020 Høstgudstjeneste
EVANGELIUM
Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag." Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Joh 11,19-45
PRÆDIKEN
Om lidt skal vi synge ”Nu er det længe siden”, en sang, som er skrevet af Jeppe Aakjær. Han hed egentlig Jeppe Jensen, men tog navnet på den lille landsby, han kom fra, til sig som sit kunstnernavn, da han forlod det trygge bondesamfund og flyttede til København. Han var med i en bevægelse, som stod fast på sin oprindelse i den landbokultur, der stadig hvilede i den gamle, hele verden, hvor liv og tro smeltede sammen, hvor man oprigtigt kunne takke Vorherre for høsten, og lægge sit liv i skaberens hånd, -både undervejs i livets mange kampe, og i tryg forvisning om opstandelsen, når tiden kom og man blev kaldt hjem til Gud.
Da Jeppe Aakjær i 1906 skrev sin digtsamling, Rugens digte, hvor sangen stammer fra, var hele denne verden en tabt verden for ham. Et tabt paradis, han kunne se tilbage på fra et splittet liv i de pulserende og løsslupne kunstnermiljøer, han færdedes i.
En anden, som gjorde netop den samme bevægelse fra bondeland til den moderne storby, er manden Laurits Andersen. Han var fra 1854 – tolv år ældre end Jeppe Aakjær – og han voksede op som den yngste af to brødre i landsbyen Ring på Sydsjælland. Begge hans forældre var af bondeslægt, men faren var blevet udlært som håndværker og ernærede sig som hjulmager. De to drenge var ikke gamle, da de skulle gå til hånde, og den unge Laurits kom efter konfirmationen i lære som ganske almindelig maler. Men hans talent var så stort, at han med forældrenes økonomiske hjælp drog til København for at prøve lykken som kunstner. Og som Aakjær, begyndte han at kalde sig ved din fødebys navn, og blev på den måde kendt som L.A. Ring. Og lige som Aakjær havde han blik for det jævne folk, som vi kan se det på billedet af den hårdtarbejdende bonde. Og han tog sit landskab med sig ind i sine malerier. Ingen kan male kornmarker som L.A. Ring. På hans billede ”I Høst” fra 1885 kan vi se en mand midt i arbejdet med at høste sin mark.
Farverne er mættede og intense. Når man ser på billedet, kan man nærmest mærke den krydrede duft af korn i luftens sensommervarme, som omslutter den svedende mand i hans arbejde. Det er hårdt arbejde, og det beskriver et grundvilkår i vores liv. Der skal arbejdes for føden, arbejdes for livets opretholdelse. Og selvom næsten ingen af os længere arbejder i landbruget, og da slet ikke høster med le, kender de fleste af os til dette at skulle lægge en stor arbejdsindsats for dagen, presse os selv til det yderste, nå tingene til tiden – for bondens vedkommende inden vejret skifter – eller for vores vedkommende inden deadline falder.
Vi kan se, bonden står i udkanten af marken, han er kun lige begyndt – men på den anden side af den store vidtstrakte kornmark, kan vi forestille os, at høstfesten venter. Glæden, taknemmeligheden, munterheden og dansen.
Billedet er som sagt fra 1885, og kom på en skæbnesvanger måde til at stå som et tidligt hovedværk i L.A. Rings kunstneriske – såvel som personlige liv. På det her tidspunkt var Rings far død nogle år i forvejen, og storebroren havde nu forsørgerpligten for sin mor, der var blevet enke. Sådan spejlede den gamle verden også de bibeltekster, man kunne høre i kirken hver søndag, hvor der altid var sådan, at fædre, brødre eller sønner skulle tage sig af familiens enker og ugifte kvinder, som var umyndige som børn. Ligesom Martha og Maria er afhængige af deres bror Lazarus i evangeliet, sådan hviler forsørgerpligten nu på storebroren Ole Peter Lauritsen, som Ring har afbilledet. For det er L.A. Rings storebror, vi ser på billedet ”I Høst”
Han står midt i sin mark og sveder over arbejdet. Det er ikke kun ham selv, der er afhængig af, at høsten ikke slår fejl. Hans gamle mor passer det lille landsted i Tuehusene, han sammen med hende er flyttet til. Hende har han det fulde ansvar for, og samtidig må han se livet gå forbi; han er stadig ugift, han står med ryggen til sin høst. Med ryggen til livet. Ser fra livets skyggeside ind over kornmarkens skærende lys.
Efter billedet var malet, blev det vinter og det blev vår, og nu sker det, som må have ramt L.A. Ring med en uhyggelig fornemmelse af, at netop dette billede havde en forudanelse, allerede da det blev malet året før, for efter meget kort tid sygdom dør Ole Peter af tuberkulose. Manden med leen har indhentet den lyslevende bonde. På dette tidspunkt er L.A.Ring endnu ikke slået igennem. Han er tynget af depression og lever på et lille loftskammer i København, og han har slet ikke penge til at tage sig af sin mor, som han nu ifølge lovgivningen har forsørgerpligten over. Han ser ikke andre udveje end at hjælpe hende med at flytte tilbage til Ring, hvor hun kan leve af nådsensbrød, som det hed.
Som I dagens evangelium, må der have været helt den samme stemning af sorg og fortvivlelse i huset hos Rings mor, da Ole Peter døde. Hun måtte nu se frem til at leve i fattigdom i sine sidste tunge leveår. For der kommer ingen Jesus forbi og vækker Ole Peter.
Og Ring, der i forvejen var optaget af fritænkernes afvisning af Guds eksistens og kristendommens trøst tabte i disse år de sidste rester af den tro han og hans bror var blevet døbt i, da de nogle og tredive år før var blevet båret til dåben, dengang, hvor verden var hel og hvilede i landbokulturens fortrøstning og tro.
Ring maler endnu et billede. Det forestiller hans mor. ”Aften. Den gamle kone og døden” Hedder det. På billedet ses en gammel kone, der sidder træt på en stor vadsæk i vejkanten. Det er indfaldsvejen til den lille landsby Ring, vi ser, med Dybsø fjord i baggrunden. Det er aften og det er høsttid. Solen er allerede gået ned og dens sidste gyldne lys skimtes bag blå natteskyer og spejler sig i fjordens vand. Natten er nær. Bag konen ses langstrakte uhøstede kornmarker. Der er ingen til at høste dem, for Ole Peter, der sidste år stod i marken, stærk og livskraftig med et godt greb om leen, er død nu. Konen er på vej til den by, hun kommer fra, med alle de ejendele hun har i den store vadsæk. Hun er på vej til det sted, hvor hendes sidste dage skal leves. Der venter hende ikke meget godt, før hun selv må gå samme vej som både hendes mand og søn. Og netop døden skimtes oppe i den stadig mørkere himmel over den gamle kone. Her ses knokkelmanden med leen svingende over den gamle kones hoved. Der er ingen tvivl om, hvilken skæbne, der venter hende. Der er kun sorg, armod og i sidste ende døden.
L.A. Ring ender med andre ord i en livsforståelse, hvor høstens tid ikke er en taknemmelighedens tid, for der er ingen magt at takke for høstens velsignelse. Høstens tid er heller ikke en glædens tid, forude venter kun mørke, vinter, død. Den hårdtarbejdende høstarbejder er dødsmærket og rummer i sig en forudsigelse af den knokkelmand, han engang selv vil ende som, døden kommer med sin le og tager livet fra os, frarøver os den høst, vi har arbejdet så hårdt for.
Sådan må evangeliet lyde som en både tom og hul fortælling, hvis man som L.A. Ring ikke kan se andet end dødens almagt, ikke kan tro andet end det, der kan bevises, ikke kan håbe på andet end det livet giver.
Men hvis vi vender tilbage til hans første stærke billede af broren i høst, så findes der her et håb, som L.A.Ring måske ikke engang selv har set, da han malede billedet. Håbet findes i den sublime måde, som han får farverne til at spille sammen på i billedet.
Billedet er komponeret sådan, at himlen ikke fylder mere end højst en tiendedel af billedfladen. Himlen har den støvede blå farve, som himlen får på de varme, tørre dage i august. Under himlen skimtes en lille horisont med bakker og træer, og ude til venstre den gård, som er endemålet – hjem. Alt det fylder kun en tiendedel, resten af pladsen indtager kornmarken og mennesket.
Hvis man tolker billedet eksistentielt, så er det netop et udtryk for den bevægelse væk fra det himmelske, det guddommelige – til det dennesidige, til mennesket og hans livsværk, som L.A. Ring i sit eget personlige liv var ved at foretage. Vi er på vej ind i en tid, hvor det er mennesket, der hersker. En tid Guds evige himmel ikke er fortolkningsnøglen til livet eller verden. Kornmarkens gyldne farve af modent korn, med hvide glimt af aks er den altdominerende flade i billedet; Og midt i står mennesket, der med livskraft og muskelstyrke kæmper mod naturen og kun har sig selv at stole på. Med andre ord et det et billede, der taler om, at mennesket står alene i livets kamp. Med styrke og snilde tvinger mennesket levebrødet ud af naturen.
Men manden er iklædt himlens farve. Hans skjorte er blå som den himmel, vi kun lige akkurat kan få øje på i baggrunden. Himlen når på den måde jorden – svøber sig om det udsatte dødelige menneske. Og netop her findes håbet.
Den tro, som L.A. Ring blev døbt i, og som han siden hen forlod, bliver nemlig ikke annulleret, blot fordi den døbte mister troen. Dåbspagten står ved magt. Den svøber sig om det udsatte menneske som den skjorte, der skærmer bonden mod solen brand og vinterens kulde. I dåben svøbes vi ind i en lille flig af Guds evige himmel. Vi svøbes ind i beretningen om, at døden ikke er stærkere end den magt, der skænker os livet. Vi svøbes ind i Guds uudslukkelige kærlighed, der i Jesus Kristus overvinder døden.
Beretningen om Lazarus er på den måde en dåbstekst, for vi fødes alle til at dø, og i dåben dør vi sammen med Jesus, bliver lagt i en grav, som Lazarus, men samtidig bliver grebet af Guds kærlighed, givet løftet om, at Jesus vil kalde os ud af vores grav, så vi i døden kan følge Jesus ind i opstandelsen. I dåben iklædes vi det evige liv, vi modtager dåbspagtens løfte om, at det ikke er døden, men kærligheden der får det sidste ord i vores liv.
Kun med den tro og det håb er høsten en fest, hvor vi sammen kan dele tak og glæde over den velsignelse Vorherre giver os.
Hvad enten vi kan tro eller ej, er vores eneste mulighed at lytte til troens ord, lægge vores liv i hånden på den magt, der er større end vores eget liv, den magt, der kan overvinde døden. Hvad enten, vi kan finde håbet og trøsten eller ej, er vores eneste mulighed, at gøre som faren i Jeppe Aakjærs sang, og tage imod det håb og den trøst, der findes i at slutte alt i Jesu navn, og lade hjemmet gå til hvile med høsten i sin favn.
Amen
Kommentarer