15.s.e.Trin 20.sep. 2020

15.s.e.Trin 20.sep. 2020

15.s.e.Trin 20.sep. 2020

# Præstensblog

15.s.e.Trin 20.sep. 2020

EVANGELIUM

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42

PRÆDIKEN

Kender man lidt til det nye testamentes personer og fortællinger, så har man helt sikkert stødt på Martha og Maria – de to søstre, som vi møder i evangeliet til i dag.

Og mange mennesker kan nok også spejle sig i dem. Både mænd og kvinder kender til den konflikt, der opstår, når husarbejdet skal fordeles rundt om i de små hjem. Man vil nok også kunne gøre sig mange tanker om de to kvinders arbejdsmoral eller de to forskellige kvindeportrætter, som vi møder i de to søstre. Den ene søster, som styrter rundt for at servicere sine omgivelser, mens hun forarget ser hen til den anden, der helt ignorerer sin søster, for i stedet at sidde og hygge sig sammen med deres fælles gæst. Sådan er vel mange søskendeforhold og måske endda også ægteskaber, hvor den ene part er den aktive og servicerende, mens den anden fremstår som doven og uengageret.

Og læser vi beretningen om Martha og Maria som et billede på to måder at leve sit liv på, så er det jo temmelig provokerende læsning, især fordi Jesus forsvarer Marias opførsel. Hvis vi alle levede som Maria og lod det være op til de andre, at der kom mad på bordet, så ville vores samfund falde fra hinanden. Det ved vi godt.

Men beretningen om Martha og Maria har mange lag. Vi kan se på de to søstre som to historiske personer, der levede for 2000 år siden, og i deres liv mødte en vandreprædikant, som de bød på middag. Gør vi det, kan vi se, at der findes den samme dynamik imellem folk, der levede under samme tag dengang som nu. De to søstre fremstår som arketyper. Vi mennesker er i grunden ret ens, uanset hvornår vi lever.

Men det er kun det øverste lag i beretningen om de Martha og Maria. Graver vi lidt dybere i teksten, så opdager vi, at deres gæst ikke er en hvilken som helst gæst, og det forandrer hele fortællingen.

For vandreprædikanten var Jesus Kristus, Guds søn. De havde besøg af Gud selv, og derfor handler evangeliet om Martha og Maria ikke om hvordan vi mennesker lever sammen indbyrdes, men om hvordan vi lever sammen med Gud. Teksten handler med andre ord om gudstjeneste.

Skildringen af de to søstre er i virkeligheden en skildring af to måder, som vi mennesker møder Gud og det guddommelige på. To måder at tjene Gud på.

Den ene tilgang er som Marthas. Hun er aktiv. Hun vil gerne tjene Gud ved at give ham noget, og hun styrter omkring for at rette et måltid an til ham. Sådan har vi mennesker altid gerne ville give noget, både i taknemmelighed og i et håb om, at vores gaver og tjenester giver os en større ret til at være her – og måske oven i købet bliver betalt tilbage. Sådan gør vi overfor hinanden og sådan gør vi overfor Gud.

Men der er en stor forskel på Gud og vores medmennesker: For Gud er den magt, der har givet os livet. Gud er den magt, der opretholder livet. Gud er den magt, der lader kornet gro og gør både dyr og mennesker frugtbare. Samtidig er Gud den magt, der skænker os alt det, der giver livet værdi og mening. Tro, håb og kærlighed er gaver fra Gud; gaver, som holder os oppe og binder os sammen med vores medmennesker.

Så på sin vis giver det ikke mening at bringe Gud gaver, hverken i form af offergaver eller gerninger, for hver eneste god gerning vi gør, gør vi i kraft af Guds gode Helligånd, der virker i os.

For det er Gud, der giver os alt, før vi overhovedet kan tænke på, at give ham noget som helst tilbage. Det er Gud, der tjener os og ikke omvendt, os, der skal tjene Gud. I forholdet til Gud kan vi ingen ting give – vi kan kun modtage.

Og netop det, har Maria forstået. Hun sætter sig ved Herrens fødder og lytter til hans ord. Hun er med andre ord passiv i forholdet til Gud. Hun sidder stille og lytter, og lader Herrens ord slå rod i sit hjerte, så det kan vokse der. For det er netop det, en gudstjeneste handler om. At modtage.

At åbne sig og modtage Guds ord, det er den sande gudstjeneste, for Guds magt virker i ordet.

Gud sætter aldrig sin vilje igennem med vold og undertrykkelse. Vi skal heller ikke lede efter Guds magt i magiske begivenheder, Gud sætter ikke sin vilje igennem med trylleri.

Guds magt virker gennem ordet. Det er det, vi hører om, i skabelsesberetningen, hvor Gud skabte verden ved sit ord. Det er det, der skete julenat, da Guds ord blev til et menneske i kød og blod, da ordet viste sig for os mennesker, som et lille skrøbeligt barn i en krybbe.

Guds magt virker gennem ordet. For ordet er magtfuldt. Det erfarer vi stadig i dag – ordene virker på os mennesker, de former os. Ord er på mange måder stærkere end fysisk magt og både det gode og det onde virker gennem ord. Vi formes af de ord vi hører igennem vores liv. Vi bliver til dem vi er i kraft af de historier, vi får fortalt og dem, fortæller om os selv. Derfor er det ikke ligegyldigt hvilke ord, man lytter til.

Og det helt særlige ved kristendommen er, at her smelter ORD og MENNESKE sammen. Jesus er Guds ord – og når vi gør som Maria og lytter til ordet, så virker det i os. Så smelter vi selv sammen med ordet, så det bærer frugt i vores liv, så vi ikke kan lade være med at gøre det gode over for hinanden. For at modtage ordet og binde sig til sit medmenneske, det er den sande kristne Gudstjeneste.

Amen.

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed